søndag den 9. oktober 2022

Siena til Ponte D' Arabia 7. - 9. oktober

Vi fløj til Pisa og ankom til lufthavnen 18.30, og tog toget til Siena.

Det var meget nemt at tage toget, med Google som guide. Først med letbanen og fra central stationen i Pisa tog vi med regionaltoget.
Biletterne køber man i automater inde på stationerne. Der var fart på, vi kørte  148km/t - det kan DSB lære noget af :) . Kl. 20.30 var vi i Siena. 

Vi gik ud af stationen og fulgte igen Google maps, til midtbyen af den gamle bydel i Siena.
Google ledte os ind i et varehus og op ad 12 rulletrapper, til vi stod uden for porten til den gamle bydel i Siena.
Vi stod nu på caminoen Via Francigena, og gik ind mod pladsen i centrum, hvor vi fik en lækker pizza.
Bagefter fandt vi vores overnatningssted, Albergo Banini, hvor vi havde fået koden til en nøgleboks til vores værelse.
Det var et hyggeligt sted, centralt.

Dagen efter gik vi lidt rundt i Siena og så  bl.a. domkirken, hvor jeg fik mit første stempel i mit camino pas. For 5 år siden da vi gik fra Lucca til Siena delte vi et pas. Efter en tur rundt i Siena startede vi vores camino vandring hvor vi de næste 6 dage skal vandre til Montefiascone, som ligger 100 km fra Rom.

På vejen mod Ponte D' Arabia mødte vi en familie med 4 små børn og 2 æsler, som var på vej fra Frankrig. De havde været på farten i mange uger.

Da vi kom frem til vores overnatningssted i Ponte D' Arabia, havde de en udendørs gudstjeneste. Vi deltog de sidste 20 minutter, og fik bagefter vist vores værelse, som vi skulle dele med Ron, en Australier på 61 år, som er startet i Lausanne for godt 2 måneder siden.

Vi fik en drink på den lokale bar, og bagefter spiste vi aftensmad sammen sammen med Ron og to franske søstre, hvor den ene var startet i San Bernard, søsteren var gået med de sidste 8 dage. 

Vi sov ikke meget den nat, for sengene larmede og knirkede meget, og væggen rystede når der kørte en lastbil forbi. 

























Ingen kommentarer:

Send en kommentar

1-dags tur til Orø

I dag var jeg og min mand på besøg hos mine forældre. Vi tog færgen til Orø og gik rundt langs kysten på den vestlige side, hvor vi kom forb...